Fredag var vores sidste dag i Trysil, så inden vi kunne komme ud på ski skulle kufferterne pakkes.
Børn og voksne havde heldigvis forberedt sig torsdag aften, så det kun lige var at smide nattøjet og sengetøjet i kufferten, og så ellers hoppe i skitøjet og komme afsted!
Ude på pisterne blev der hygget, kørt hurtigt, fjollet og hygget. Den sidste skidag skulle nydes til fulde, så der blev stået på ski helt ind til aftensmad, som foregik i varmestuen i dag. Efter aftensmad var der heldigvis aften-ski, så alle mand kunne få kørt det sidste på ski, inden bussen blev pakket og kursen sat mod Danmark.
Klokken 21 tryllede bussen ned af bjerget, og der gik ikke lang tid før der var stille i bussen, og alle var faldet i søvn. Det har været en fantastisk uge med Snefnuggen, og det er en hel flok trætte børn og voksne der nu glæder sig til at komme hjem igen, og fortælle om alle de fede oplevelser vi har haft i år!



